Mulligan konceptet blev udviklet af den new zealandske fysioterapeut Brian Mulligan, der har arbejdet med at udvikle metoder indenfor manuel terapi siden sin uddannelse til fysioterapeut tilbage i 1954.
Ledmobilisering og manipulationer er typisk en passiv behandling for patienten, men i 1980’erne fik Mulligan den ide at kombinere den passive ledbehandling med en aktiv bevægelse fra patientens side. Han kaldte teknikken ”Mobilisations With Movements” –MWM’s. Han går ud fra tanken, at leddet har en ”positionsfejl” , pga fx overbelastning eller begyndende slid, som forhindrer leddet i at bevæge sig normalt. Når fysioterapeuten hjælper leddet i den korrekte position, vil den aktive bevægelse kunne finde sted uden smerter og med normalt bevægeudslag. Ved at gentage bevægelsen mange gange, vil den normale bevægelighed blive genoprettet – og vha. hjemmeøvelser og evt taping vil den kunne forblive normal. Fordelen ved Mulligan teknikkerne er at behandlingen er smertefri, og hvis teknikken er relevant vil der være en øjeblikkelig bedring i bevægelighed og ingen/mindre smerte.
Eksempel: en patient har smerter i skulderen ved at række op efter noget i køkkenskabet. Fysioterapeuten vil lægge sin hånd på skulderen og blidt trække ledhovedet skråt bagud og lidt ned og bede patienten om at udføre den smertegivende bevægelse. Når leddet på denne måde er korrigeret, vil bevægelsen kunne udføres uden smerter. Når bevægelsen er smertefri, bliver patienten bedt om at trække armen så langt op som muligt vha. den anden hånd og der bliver på den måde lagt overpres på bevægelsen. Bevægelsen gentages oftest 10 gange i 2-3 sæt og derefter har ”kroppen lært” at bevægelsen kan udføres uden smerter, også når fysioterapeuten ikke længere har fat på skulderen.